Blue Hors Matiné har draget sit sidste suk
26.01.2010: Et af dressursportens største ikoner og Andreas Helgstrands gamle makker, den berømte hvide hoppe Blue Hors Matiné tog mandag d. 25. januar sit sidste åndedrag. Hun blev 13 år. Matiné var kendt og elsket af dressurentusiaster verden rundt for sit store talent og stærke udstråling.
Den sidste dag på folden
Dagen startede for hoppen Blue Hors Matiné som alle andre dage, hvor hun kom på fold for at nyde sin frihed og den friske luft med sin kammerat, vallakken Blue Hors Cavan. Desværre skulle det blive det den sidste dag i Blue Hors Matinés liv. En forbipasserende bemærkede, at der var noget alvorligt galt med den hvide hoppe på folden og alarmerede omgående personalet i ridehallen hos Blue Hors.
- Der var ingen tvivl om, at Matinés højre forben var brækket ved knæet, og dyrlægen konstaterede straks, at der absolut intet var at gøre for at redde hendes liv, fortæller direktør Esben Møller.
Nåede aldrig at få føl
13-årige Blue Hors Matiné e. Blue Hors Silver Moon/Matador, opdrættet af Inger B. Katballe, stod netop overfor at skulle ifoles og forhåbentligt gøre karriere i avlen, da ulykken skete. Hoppens sportslige karriere har ikke været lang, men af sjældent store dimensioner. Blue Hors Matinés varetegn var en stor udstråling og hendes stærke piaff og passage, der betog utallige af hestefans verden over.
Ukendt par vinder VM
Under sin faste rytter, tidligere Blue Hors-berider Andreas Helgstrand, gjorde hoppen kometkarriere og opnåede på rekordtid at blive en af verdens mest feterede dressurheste og uden tvivl den mest kendte hoppe i sporten.Ved verdensmesterskabet WEG 2006 halede den unge danske ekvipage ind på hele verdenseliten og vandt mesterskabets indledende Grand Prix på det enorme stadion i Aachen. I Grand Prix Special vandt de bronze og i Grand Prix Kür vandt Blue Hors Matiné og Andreas sølvmedalje. Deres Kür-ridt blev hurtigt den mest sete dressurvideo på internettet og har på portalen Youtube været set næsten ti millioner gange!
Kort kometkarriere
Lige så hurtigt som Blue Hors Matiné ankom på den internationale scene, syntes hun dog at forlade den igen. En skade satte en stopper for den videre karriere, og selvom det i flere år blev forsøgt at få Blue Hors Matiné tilbage i sporten igen, lykkedes det aldrig. I august 2009 blev håbet om at få Blue Hors Matiné ind i sporten igen opgivet, og hoppen blev sat på fold. Her var det meningen, at hun skulle gå og hygge sig til foråret 2010, hvor hun skulle ifoles. Så langt nåede Blue Hors Matiné desværre ikke inden ulykken på folden.
En stor sorg
Det er med stor sorg, at Blue Hors har måttet tage afsked med deres pragtfulde hoppe, og det er uden tvivl en nyhed, der vil røre hestefolk og dressurentusiaster verden over.

Foto: Andreas Helgstrand og Blue Hors Matiné vinder sølv ved VM i 2006.

Andreas Helgstrand og Blue Hors Matiné, VM 2006

Andreas Helgstrand og Blue Hors Matiné, VM 2006

Andreas Helgstrand og Blue Hors Matiné, Wiesbaaden 2006.
Foto: Blue Hors Matiné skulle slappe af på folden, inden hun skulle indgå i avlen. (Blue Hors).
|